Akvareller
Jeg er på een gang helt vild med at arbejde med akvarel. Og samtidig hader jeg at arbejde med akvarel.
Det er helt vidunderligt når et motiv og farver og skygger fungerer, og det er helt skrækkeligt når det bare går galt.
Og det kan nemt gå galt i en akvarel, fordi man ikke kan male over det, men bare må leve med alle de laserende lag. Men det er altså også en helt besættelse ind imellem, for mig, at få det til at fungere. Jeg er bidt, og vender tilbage igen og igen og igen.
Jeg er mest glad for at lave noget detaljeret, og helst ikke et kæmpe landskab. Ind imellem gør jeg det alligevel, bare for at udfordre mig selv lidt, men jeg synes det er klart sjovest at lave fx en bille, en bil eller lign.
Når jeg maler mennesker bliver det let lidt automatisk, fordi min uddannelse som tøjdesigner / produktudvikler banker på, og jeg kan tegne og farvelægge tøj professionelt. Men der er også noget hygge og tryghed i at vende tilbage til rødderne, ind imellem.
Jeg bruger også af og til akvarel i mine skitsebøger, men så er det mere en antydning af skygger, end det er traditionel akvarel.
Mine favoritmaterialer er:
- Papir: Arches koldpresset, 300 g/m2
- Akvarelmaling: Sct. Petersborg
- Pensler: Tobolski-Kolinsky