Trailershit
Trailershit opstod da jeg fik øje på de fantastiske, slidte, frønnede plader der blev efterladt efter en trailer-renovering. De blev skåret op i dele, og lå og lurede i en bunke i garagen. Hver gang jeg gik forbi bunken ulmede inspirationen.
Det er nu resulteret i en række billeder med stilistiske dyr, skarpt optegnet, med tyk lakering ovenpå. De trætte plader, skæve, buede, matte, ridsede og af og til temmelig slidte i kanterne, danner kontrast til de kontrollerede og blanke motiver.
Ophængning af trailershit kræver at du glemmer alt om lige linjer, rammer der flugter væggen og pæne hjørner. Trailershit lever sit helt eget liv, med hjørner der kan være helt forsvundne, huller og rester fra popnitter, og plader der har slået sig og vrider lidt skævt. Alt sammen bevis på at de har levet et slidsomt liv i alt slags vejr, har transporteret alt mellem himmel og jord, og skrumplet bag en bil i kilometer efter kilometer.